Alder

Palæontologi er en videnskab der beskæftiger sig med udforskning af fossiler fra sågodt som uddøede livsformer. Et delområde heraf er palæoherpetologi som er ansvarlig for de fossile amfibier og reptiler. At lave udsagn over de i dag forlængst uddøde livsformer er i grunden anvist til den biologiske forskning og fundne forsteninger, som ved nutidige udgravninger af forskellige geologiske formationer forekommer. Som store besværligheder må anses, at karakteren af disse fund ofte kun er små synlige stykker (aftryk af kropsdele, fodaftryk, knoglerester m.m.). Derigennem bliver de eksakte videnskabelige udsagn besværliggjort.

Skildpaddeskjoldets entydige konstruktion og sammen med den stående gode bevaringstilstand, indtager skildpadderne en særlig undtagelsesstilling. Den fossile Chelonologi (Videnskab til udforskning af skildpadder), optager derfor i de palæontologiske håndbøger en relativ stor plads. Ikke desto mindre er det utroligt, til trods for det omfangsrige fossile materiale og en meget god holdbarheds tilstand, at spørgsmålet efter den egentlige opståen af de nutidige skildpadder ikke kan blive besvaret. Vel med rette søger man i nærområdet af Cotylosaurier. Disse danner udgangspunktet for udviklingen af alle højere hvirveldyr, (Reptiler - Fugle, samlet som Sauropsiden og Pattedyr). Bindeleddet mellem dem og udviklingslinien for skildpadderne mangler; “missing link”.

Det skal ikke undre, hvis der mellem de forskellige videnskabsmænd også forekommer de mest forskellige opfattelser af " urformens" opståen. I en række arbejder dukker den lille afrikanske reptil Eunatsaurus africanus op som en formodet forfader. Den stammer fra den ØVRE PERM, er altså ca. 250 mill. år gammel. Man fandt den i en Karoo-formation i Sydafrika.

Den besad stærkt udbredte ribben, der blev anset som udgangspunktet for dannelsen af skjoldet. Hypotesen at Eunatsaurus africanus skulle være stamfader til skildpadderne tilbagevises af flertallet som utilstrækkelig bevis. Andre beviser fremfører et Uramfibie, Stegocephalia som på grund af hovedskallens bygning, som studiernes udgangspunkt for udviklingsvejen. Den betydelige belgiske herpetolog Georg Albert Boulenger (1858-1937) som i over 40 år virkede ved London, Britisk Museum, betragtede sågar de fossile Brykkenfirben, Rhynchocephalia, som værende DET "missing link". Også disse ligner skildpaddens hovedskal i form og udseende.

En stor lighed viser udseendet af skjoldet på Plastertandsauer Placodontia. De ligner de i levende havskildpadder i det mindste alle fossilfund af arten Placodulys OG Henodus. Placochelyp kommer fra øvre Trias (Ungarn) og Henodus fra Keuper i Thübingen. Begge beboede uroceanet, men havde intet at gøre med udviklingen af skildpadder. Sandsynligvis har de i dag levende skildpadders forfædre beboet det sumpagtige område, som ved overgang til fastland har udviklet skjoldet. Formentlig har de ikke været særlig artsagtig ordeninddelt heller ikke i forhistorisk tid.

Et af de ældste fossiler af ægte skildpadder, kæmpeskildpadden Triassochelys Dux man fandt den i Keuper fra Halberstadt. Skjoldet som målte 50 cm. var ca. 200 mill. år gammelt. Den besad tænder, som nulevende skildpadder mangler, kraftigefrermspring fra hvirvelsøjlen i nakkensomforhindrede hoveds indtrækken ligesom benene var velegnet til såvel at kunne grave og løbe. Triassochelys Dux står i dag i Zoologisk Museum, Humboldt Universitet i Berlin.

Ikke kun for lægmand er særlig de fossile store skildpadder meget interessante. Såsom i den øvre kridt fra Kansas, USA fundne havskildpadde Archelonischyros der nåede en længde af næsten 4 meter. Hovedskallen alene var godt 1 m. lang, dens overkæbe havde form som en kæmpefuglesnabel. Dens tredje fortå målte en længde som en menneskearm. Denne kolos kan man bese i Peabody Museum Yale Universitet USA. Den på land boende skildpadde af arten Colossochelys fra den yngre tertiær fra Indien nåede endda 6 m. skjoldlængde. Den polske palæontolog Marian Mlynarski beskriver fossile afstøbning af Pleurodianra som værende 8 m. lang.

Meget interessant er for os, dyr med mærkelig kropsdannelse. Den Australske Meiolania platyceps besad to horn i baghovedet. Et fuldstændigt skelet fra kystområdet Lord Howe Øen (ca. 650 km. NØ Sydney) blev for 4 år siden bragt til Austral Museum. Triassochelys dux en landbeboer også den var ikke istand til at trække hovedet ind. Dyrets hovedskal målte omkring 20 cm. Som fortæller om en betragtelig størrelse Niolamia argentina øvre kridt fra Patagonien var forsynet med et dobbelthorn på hver side af hovedskallen.

Kæmpeskildpadden Triassochelys dux blev fundet ved Halberstadt og er nu at se i Naturkundmuseum, Humboldt Universitet, Berlin

Bugskjoldet af den til dato største fossile Søskildpadde, Ardulon ischyros

Oversat fra Schildkröten / Andreas Nöllert

af Kurt Steffens og Jan Lehmann 1995

Den indtil nu ældste skildpaddefremstilling stammer fra en tidlig periode af Susa kulturen i Mesopotamien, som er ca. 5800 år gammelt. Det handler om en skildpaddeafbildning, på et keramisk skår. (Toscanne 1912, Seidl 1968). En oversigt over de yngre skildpaddebilleder fra dette område på rullesegl og grænsesten(Kudurru) befinder sig hos Seidl 1968.

Fra Orienten, er der fra Ægyptens for dynastiske tid (Naqada II - Kultur), for ca. 5500 år siden, modtaget flere skildpaddeafbildninger i form af smykkepailletter (Müller - Karpe 1968).

Ved arkæologiske udgravninger af Heidelberg Universitet for Ur- og forhistorie, i Nevvali Çori, omkring Eufratområdet i sydøst Tyrkiet, under ledelse af H. Hauptmann, blev der i 1986, i et keramisk sammenhæng, opdaget et ca. 19 x 13 cm. stort fragment i et kalkstensbassin, med en alder på ca. 9000 år. Det viser på ydersiden, et omrids artigt relief i form af en skildpadde mellem 2 menneskers udstrakte oprakte arme. Med dette fund blev, den hidtil ældste skildpaddefremstilling bekendt.

I dag (efter BASOCLU & BARAN, 1977) er der4 registrerede skildpaddearter : Trionyxeuphraticus, Testudo graeca,Emys orbicularis, Mauremys caspicai findeområdet, fra provins ANTAKYA og endnu en art er bekendt i sydvest Anatolien;Trionyx triunguis. Skildpadderne fra relieffet er fremstillet stærkt stilliseret, derfor er en præcis bestemmelse ikke mulig. Skulle dyret være afbilledet i sin rigtige størrelse, i relation til begge menneskene kan størrelsen kun være tale om Eufrat-blødskildpadden,Trionyx euohraticus med en Carapax-længde på 40 cm og den afrikanske blødskildpadde,Trionyx triunguis , som nåede længde 90 cm. (Wermuth & Mertens 1961).

Skildpadder ville næppe blive af billedet på den epokes sparsomme kunstgenstande, når de alene har tjent som næringsmiddel. I den yngre tid, det antikke Mesopotamien, er man bekendt at skildpadder ikke kun blev benyttet som næringsmiddel, men også blev anvendt som medicin.(Landsberger 1934).

I gammel babylonisk tid blev det også tilskrevet skildpadder en rituel funktion (Tsukimoto 1985). Den samme mangfoldig rolle spiller skildpadderne i det antikke Ægypten. (Fischer 1968).

De øvrige fund i nybebyggelsen Nevali Çori (resterne af en menneskelig torso, skelet dele og bekræftelse på kranier), bekræfter os i, at der har været et rigt og komplekst rituelt liv. På det forestillede relief er skildpadden omgivet af 2 mennesker med udstrakte arme. Denne holdning tyder på en ydmyghed eller danseform. Dette giver meget sandsynligt, også for denne senere epoke, en rituel betydning.

En tak til:

Prof. Dr. H. Hauptmann, Institut for Ur- forhistorie, Universitet Heidelberg, for tilladelse til offentlig gengivelse af fundene og upublicerede informationer og afbildninger.

Dr. G. Mansfeld, Institut for forhistorie, Universitet Tübingen.

Dr. K. Nashef, King Saud Universitet,

Riad, Saudi Arabien.

Dipl.- Biol. F.J. Obst, Statslige Museum for dyrekendskab, Dresden.

- som har lavet hjælpeanmærkninger til manus af denne artikel.