Parga - Grækenland

Herpetologiske rejser i det vestlige Grækenland – med masser af græske landskildpadder

Af Jan Lehmann udgivet i NHF i år 2001.

Jeg har efterhånden besøgt en del af de græske øer både i vest og øst, men det jeg specielt godt kan lide ved det vestlige Grækenland er, at her er meget grønt. Nuvel, det hænder da også, at der kommer en regnbyge i ny og næ, men til gengæld er her flot grønt, også sidst på sommeren, hvor resten af Grækenland og specielt de græske øer, som ligger mere østpå, meget ofte er fuldstændigt afsvedet.

I 1999 besøgte jeg i Grækenland tre gange:

– Den første tur var en familieferie på øen Lefkas i starten af maj (det var anden gang, jeg gæstede Lefkas).

– På den anden tur fra midten af maj var jeg sammen med fire andre NHF-medlemmer på Korfu (det var tredje gang, jeg besøgte Korfu).

– På den tredje tur besøgte jeg i september 1999 Parga, som ligger på fastlandet mellem Albanien og den græske by Prevesa, også ud til det Ioniske Hav, men herom senere.

Jeg har derudover også holdt ferie på Kefalonia for nogle år siden. Alle øerne tilhører de Ioniske Øer.

Lefkas

Som sagt gik den første tur til Lefkas, byen Nidri på østsiden af øen, og der blev hørt og set mange latterfrøer hver dag og især om aftenen. Oppe fra bjergene løber der små bække/floder/åer, eller hvad sådan noget nu hedder, ud til havet. I de fleste småbyer langs kysten er der små broer, hvor disse bække løber under hovedvejen og videre ud til havet. Og det var her, vi hørte den iørefaldende sang af latterfrøer hver aften, og der var ligeledes en masse haletudser. Tidligere blev alle disse latterfrøer kaldt  Rana ridibunda , men så vidt jeg kan forstå, mener man i dag, at de rettelig bør hedde  R. balcanica .

Herudover så vi på den uge, vi besøgte Lefkas, også nogle enkelte græske landskildpadder ( Testudo hermanni boettgeri ), scheltopusik ( Pseudopus apodus) samt forskellige firben og snoge, alt sammen i nærheden af byen Nidri, som er noget turistpræget.

Grækenland / Lefkas 1999

Typisk biotop for

græsk landskildpadde,

Testudo hermanni boettgeri.

Korfu

Da jeg var kommet hjem fra Lefkas, havde vasket tøjet og pakket kufferten igen, tog jeg fem dage senere sammen med fire andre NHF-medlemmer til Korfu. Det var en god og herpetologisk interessant ferie. Vi lejede bil i fem dage, og jeg vil tro, at ethvert vandhul, sø, bæk, å, flod og vandpyt blev undersøgt.

Der blev fundet og set latterfrø  Rana balcanica , scheltopusik  Pseudopus apodus , stort smaragdfirben  Lacerta trilineata, almindelig løvfrø  Hyla arborea, grønbroget tudse  Bufo viridis, lille vandsalamander  Triturus vulgaris , europæisk sumpskildpadde  Emys orbicularis , kaspisk flodskildpadde  Mauremys rivulata (blev tidligere regnet som en underart af  caspica , men betragtes i dag som en selvstændig art), græsk landskildpadde  Testudo hermanni  og forskellige arter af firben og snoge.

Et par af de medrejsende var også meget interesserede i botanik, og jeg fik fortalt en masse lidt ligegyldige latinske navne på alverdens planter, som vel sagtens kunne bruges til landskildpaddefoder! Vi så bl.a. vilde juleroser, orkidéer og meget andet. Vi besøgte også toppen af Korfu (917 meter over havet) i vores Fiat Punto (en noget lille bil til fem granvoksne mennesker), med minireserve-/nødhjul, idet vi var punkteret tidligere på dagen.

På vejen op måtte vi simpelthen stoppe op for at se og fotografere de alpine planter, som nok også kunne bruges til et par sultne landskildpadder. Det skal nok nævnes, at jeg er mest interesseret i skildpadder. Nå, nok om det. Det var en rigtigt god tur, vi fem NHF'ere havde til Korfu.

Af de 51 græske landskildpadder, som jeg i alt har observeret på Korfu, blev de 23 fundet på østsiden af Korfu, lige syd for Korfu by, ikke langt fra turistbyerne Ipsos og Dasia. Ud af de 23 skildpadder havde 11 udelt haleskjold (altså 48%), hvorimod jeg på resten af Korfu kun fandt skildpadder (altså 28 eksemplarer) med delt haleskjold, som er normalt for denne art. Jeg var meget overrasket over, at 48% af de skildpadder, jeg fandt i området på Østkorfu, havde udelt haleskjold, når man ellers læser, at et udelt haleskjold kun ses undtagelsesvis hos græsk landskildpadde.

I 1988 og 1991 var der ved Ipsos og Dasia mange skildpadder 10-15 minutters gang væk fra turistområdet, men i 1999 var det blevet omdannet til én stor turistby. Næsten al naturen i området er lavet om til asfalterede veje, en losseplads, et vandværk med tilhørende rensningsanlæg, huse og hoteller, og en golfbane var også på tegnebrættet. Hvis skildpadderne i området har et specielt, nedarvet kendetegn, er det noget, der skal undersøges nu, for jeg vil tro, at det er for sent om nogle ganske få år. Turismen har desværre sin pris!

Nord for Sagrada er den aller nordvestligeste grænse overgangen,Ipiros Ditki, mellem Grækenland / Albanien og den er kun for borgere fra Grækenland og Albanien.

Der var fire hanner af græsk landskildpadde, der var involveret i noget, der nærmest lignede massevoldtægt af én hun.

Hunnen havde svære og ildelugtende læsioner, som sandsynligvis dræbte den efter kort tid. Her ses fire af de fem dyr sammen, mens den femte skimtes øverst i billedet.

Sceneriet udspandt sig ved Parga søen, også kaldet:

WETLAND OF KALODIKI

Parga

Scroll teksten

I september 1999 rejste jeg så til Parga, som ligger på det græske fastland ved vestkysten af Nordgrækenland, også ud til det Ioniske Hav. Dette var også en familietur, men på de 14 dage blev der observeret mange interessante dyr.

Vi lejede bil i tre dage og kørte en del rundt i området. Bl.a. var vi helt oppe ved den nordvestligste grænseovergang mellem Grækenland og Albanien.

Endvidere kørte vi også en tur til Prevesa by og sejlede over Amuvrakikoskolpos-søen videre til lufthavnen i Prevesa og derefter til øen Lefkas.

Den første dag, vi kørte i bil, var vi kommet ca. 15 km nordøst for Parga by, hvor der ligger et skønt sumpområde på omkring 2x4 km. Området er ligesom delt i to halvdele, hvoraf den ene er rigtig sump, mens den anden er en stor sø, næsten helt dækket af åkander, nøkkeroser og andre vandplanter.

Vi kørte ind til siden og standsede bilen for at kigge lidt på søen oppe fra vejen. Jeg havde taget min kikkert med, hvilket er en sjældenhed. Normalt når jeg er på vandreture, medbringer jeg lidt vand, kiks, spejlreflekskamera, videokamera, en GPS, kort m.m. I starten på mine udlandsture slæbte jeg altid min kikkert (en gammel klodset model) med i håb om at finde skildpadder. Jeg har aldrig fundet en skildpadde ved hjælp af en kikkert, men den er da fin nok, når det drejer sig om bl.a. fugle. Nå, jeg kiggede ud over søen, for der måtte nok være noget spændende at få øje på.

Hold da op, sikke nogle store oddere, de har her i Grækenland! Frem med videoen og zoome godt ind på dem. Deres hoved var godt nok lidt firkantet, og størrelsen var enorm, men jeg syntes, det var s.... spændende, indtil Henrik Bringsøe bagefter så videoen og fortalte mig, at det var udsatte sumpbævere eller bæverrotter,Myocastor coypus. Nå, ja man kan jo ikke være lige heldig hver gang!

Vi kørte omkring 2 km nordpå efter sumpen og holdt ind til siden, da jeg ”lige” skulle kigge lidt på området.

Det er ikke altid, familien deler min begejstring ved at finde en skildpadde eller andre krybdyr, men på mindre end 10 minutter fandt jeg fire græske landskildpadder,Testudo hermanni . Terrænet lignede mest af alt et par olivenmarker, der ikke blev dyrket mere. Fint nok for skildpaddernes skyld.

Fat i skildpadderne og hen til bilen (200 m væk) for at vise »fangsten« frem for resten af familien. Der blev taget et par billeder og lidt video og tilbage med dyrene, hvor de blev fundet. Idet jeg sætter skildpadderne ned i græsset, hører jeg støj i græsset 5 meter fra, hvor jeg står, og endnu en skildpadde dukker op. Fem græske landskildpadder på under ½ time, ikke dårligt! Så dette område skal nok studeres nærmere på et senere tidspunkt.


Ud over denne »skildpaddemark« ca. 14-16 km fra Parga by fortsatte vi videre nordpå via Margariti, Igoumenitsa og helt op til Skala, der er den nordvestlige grænseovergang til Albanien – og dernæst retur til Parga. På anden dagen kørte vi sydpå langs kysten til ferieøen Lefkas. Den sidste dag med bil kørte vi til området omkring Amoudia, sydøst for Parga, hvor der er en spændende, stor og helt flad slette med lidt sump og åer med brakvand (det smagte salt). I disse sumpe med brakvand var der ufattelige mængder af latterfrøer. Jeg har aldrig set så mange (tusindvis) frøer på én gang. Det var helt utroligt.


Desuden fandt jeg resterne af europæisk sumpskildpadde Emys orbicularis, og jeg vil tro, at der havde været en (rov)fugl, som havde fået sig lidt »dåsemad«. Ud fra resterne af skjoldet vil jeg gætte, at skildpadden har været omkring 12-14 cm. Hele stedet ved Amoudia er også et dejligt naturområde. Det var et par hyggelige dage med bil, og vi så også så en del overkørte græske landskildpadder, Testudo hermanni. Jeg ville leje en knallert og tage helt ned til sumpen/søen nær Parga nogle dage senere.


Nogle dage senere lejede jeg så en knallert eller scooter og tog straks hen til sumpen ved Parga, men »min« skildpaddemark trak lidt mere, så jeg fortsatte dertil, hvor jeg fandt de fem landskildpadder fra tidligere. Jeg ankom til marken omkring kl. 7.30 og satte køretøjet i vejkanten. Jeg gik straks ind på marken, som vel var nogle hundrede kvadratmeter stor. Solen var endnu ikke kommet over bjerget, men kl. 9.00 begyndte den at skinne på marken. Kl. 9.20 fandt jeg den første skildpadde, og da klokken var blevet 13.00, havde jeg fundet 11 skildpadder, samt et skjold af en lille unge.


Nå, jeg måtte jo videre ned til sumpen, så jeg fortsatte til byen Katovothra for at komme ned til sumpen. Alle steder i Katovothra by var der skildpadder. Det var næsten lige meget, hvor jeg kiggede, i vejkanten, midt på vejene, i folks haver og inde i skolegården, ja – alle steder var der bare skildpadder. Der var også en del, som var kørt over. Og tomme skjolde uden tegn på menneskelige overgreb fandt jeg også.


På vej ud af byen oplevede jeg det, der mest minder om en voldtægt eller gruppesex blandt landskildpadder. Jeg har godt nok set noget tilsvarende i fangenskab, men ikke i naturen. Én stakkels hunskildpadde og fire brunstige, sexhungrende hanner, og de tog overhovedet ikke notits af mig. Efter en lille halv times iagttagelser af denne scene greb jeg ind, og dyrene blev målt og vejet. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad det var sket med hunskildpadden, men den havde pådraget sig et stort ildelugtende betændt sår ved haleroden. Jeg er overbevist om, at den hun ikke levede lang tid, og at den i dag er død pga. de ubehagelige infektioner.


Jeg tog et par billeder af dyrene og fortsatte via Margariti ned til sumpen, hvor jeg fandt en 10 cm stor europæisk sumpskildpadde, Emys orbicularis, så et kort glimt af en leopardsnog, Elaphe situla og en egentlig pilsnog, Coluber gemonensis.


Jeg har efterfølgende læst nogle artikler om skildpadder i Grækenland, og der bliver ofte fundet hunskildpadder med sår på eller ved halen. En teori til dette fænomen er, at ud over mennesket har skildpadden ikke nogle fjender tilbage. De naturlige prædatorer er bjørne, ørne, ulve, ræve, mårer, grævlinger m.m., og de er jo stort set udryddet i Grækenland. Disse fjender vil alle kunne æde unger, og de største af dem kan i hvert fald også æde halvvoksne skildpadder. Et område som Parga er jo meget rigt på skildpadder, og sandsynligvis skyldes det, at deres naturlige fjender er blevet udryddet. Skildpadder lever normalt solitært, og hvis prædatorene er væk, kan det måske være lige før, at der er ”for” mange skildpadder i området, og de derved beskadiger hinanden.

Her tænker jeg på hunskildpadden, som blev voldtaget. Hvis der er mange skildpadder i et område, kan hannerne også skade hinanden ved deres slagsmål. Det hænder jo, at der ryger et par skæl på forbenene og lidt små sår på bagbenene, når hanskildpadder mødes og lige skal vise, hvem der er den største og bedste. Så derfor er der en naturlig forklaring på, at græske landskildpadder lever solitært.


I artiklen af Hailey & Willemsen (2000) beskrives, at de i områder med store populationer af græsk landskildpadde fandt mange hunner med læsioner. Her bemærkede de også, at der er langt flere hanner end hunner. Det tydede på, at hannernes meget voldsomme parringsadfærd (lad os bare kalde det voldtægt) simpelthen slår mange hunner ihjel. I sådanne områder vurderes det, at denne dødelighed blandt hunner er en vigtig begrænsende faktor for en populations størrelse.


Nå, tilbage til min tur! Der var efterhånden blevet temmelig overskyet, og jeg tænkte så småt på at vende næsen hjem mod Parga by. Derfra hvor jeg stod, så det ud, som om jeg kunne køre på nogle marker mellem sumpen og søen, hvilket jeg også gjorde. Midtvejs op mod hovedvejen så jeg, at området er ved at blive afvandet, og at der er begyndt at blive indhegnet til kreaturmarker på dette smukke stykke natur.


Jeg kørte ikke særligt stærkt på knallerten, for jeg skulle kigge efter dyr, men der var ikke meget se på en mark med køer, geder og får. Pludselig op af en nygravet grøft kom to velvoksne, nej granvoksne hunde løbende og gøende efter mig. Normalt er jeg ikke specielt bange for hunde i Sydeuropa, for man skal blot bukke sig ned og samle en sten op, så er hundene væk. En meget dårlig behandling af hunde er hverdagskost i Grækenland, og tilsyneladende foregår den væsentligste »opdragelse« ved at kaste sten på dem! Men på en knallert/scooter med alt for små hjul på en nylavet jordvej med 1 meter dybe lodrette, nygravede grøftekanter på begge sider og to ikke særligt kælne hunde, med fråden væltende ud af munden, fik jeg nogen respekt, og for første gang ønskede jeg, det var en stor Harley Davidson-motorcykel, jeg kørte på!

Det var ikke meget landskab, krybdyr eller natur, jeg så på de 500-600 meter, hvor jeg med benspark (så enhver jitterbugdanser var blevet misundelig) på en alt for lille scooter og med hunde lige i røven kørte afsted, indtil jeg nåede ud til nogle huse, og hundene stoppede op!

Nå, nok om det, jeg fik trods alt en oplevelse og fortsatte i et mere normalt scootertempo. Tre minutter efter oplevelsen med de åndssvage hunde kom endnu to skildpadder gående i siden af vejen. De blev også blev vejet og målt.

Vejret var nu blevet meget overskyet, og det begyndte at småregne lidt, så jeg mente, det var bedst at køre tilbage til Parga by. På tilbagevejen kørte jeg dog lige ned til søen i den sydlige ende, og her fandt jeg en pæn bredrandet landskildpadde Testudo marginata ca. 75 meter fra hovedvejen. Meget spændende, idet det var første gang, jeg så en bredrandet landskildpadde i naturen.

Jeg fortsatte videre hjem mod hotellet, idet det var mere end småregn. 10 minutter senere regnede det så meget, at jeg måtte stoppe, og jeg fandt ly i et legehus på en p-plads. Lidt efter stilnede det af, og jeg pakkede foto- og videoudstyr i flere plastposer, og så tilbage til byen. Så begyndte det ellers at øse ned, og det kan være at menneskene i Parga by, som havde søgt tilflugt på barer, restauranter og andre tørre steder gloede noget, da den åndssvage danske turist kom kørende på den alt for lille scooter, med en alt for lille styrthjelm (og gud hjælpe mig om den ikke var skrigende rød!), med solbriller på, fordi regnen var blevet til hagl, fuldstændigt gennemblødt og stoppede foran hotellet og råbte til resten af familien, at det havde været en rigtig dejlig dag! Turister er nogle underlige skabninger!

På denne ene dag, fandt jeg i alt 23 græske landskildpadder, én bredrandet landskildpadde, nogle sumpskildpadder, firben og snoge. Langt over halvdelen af skildpadderne opdagede jeg ved den lyd, der opstår, når de maser sig igennem det tørre krat.

Det er deprimerende at se, at en så skøn naturperle som sumpen eller søen ved Parga er ved at blive afvandet og lavet om til kreaturmarker. Tænk, jeg som en næsten ganske almindelig turist lejer en scooter, kører 12-14 km væk fra turistbyen, sjosker lidt rundt og finder mængder af spændende krybdyrarter. Ok, sumpbæverne er udsatte, men området er enhver herpetologs eller naturfreaks drøm. Hvis man bare kunne være ejer af denne perle i sin have, lige bort set fra størrelsen nok overgår en almindelig have.

Jeg bliver nødt til at besøge Parga-området meget snart igen, inden det bliver helt ødelagt og lavet om til »ko-marker«, som jeg kan se i Danmark. Egnen er måske fuldstændigt forvandlet til ukendelighed om mindre end 50 år, med gårde, landbrugsarealer og asfalterede til- og frakørselsveje uden skyggen af en eneste skildpadde eller andre krybdyr.

Jeg bemærkede, at alle skildpadderne havde meget spidse klør, hvilket sjældent ses hos skildpadder i fangenskab. Næsten alle de skildpadder, jeg fandt nær eller i landsbyerne og omkring de dyrkede marker, havde skader på rygskjoldet. Jeg vil tro, det skyldes, at skildpadder ofte holder til i tæt vegetation og bliver udsat for buskryddere eller mere gammeldags redskaber, som minder om en le med en meget lille klinge. Når skildpadderne gemmer sig i markskel, langs grøftekanter og lignende steder, er de jo godt camoufleret, og så er det måske ikke altid, at grækerne når at se skildpadderne, før dyrene har fået et ordentligt hak i rygskjoldet.

Noget andet, jeg også har lagt mærke til, og det er ikke kun i Grækenland, er, at jeg aldrig har set en beskidt skildpadde, hvilket ellers kan forekomme i fangenskab. Dette skyldes vel, at skildpadderne maser sig ind igennem den tætte, lave vegetation og dermed bliver »børstet af«. Det areal, man kan tilbyde i fangenskab, er som regel meget mindre end det, skildpadderne har i naturen. Desuden er der pga. de begrænsede pladsforhold i fangenskab i reglen kun den bare jord eller grus, som de kan gå på, og det vil altid snavse og støve en del. Urter og græsser i frilandsterrariet bliver hurtigt trampet ned eller ædt. I naturen vil der stort set altid være nogen vegetation som bundlag. Her vil meget støv desuden blive vasket ned i jorden af regnen.

Jeg observerede et par skildpadder, der var i gang med at æde noget ukrudt, som mest af alt lignede kløver og kamilleplanten. Jeg tog nogle af disse planter med hjem til Danmark for at få dem og andre ukrudtsplanter artsbe-stemt.

En ting, man skal være opmærksom på, er de lokale landkort, man køber i turistbutikkerne, specielt på de græske øer. De ser jo fine og gode ud, men når man så er kommet lidt væk fra byen, ja så er man Guds barn og fuldstændigt overladt til sig selv. Kortene ligner mest af alt et nydeligt akvarelmaleri, med manglende eller for mange veje, asfalterede veje er pludselig blevet til grusstier, og veje, der fører hele vejen rundt, ender i ingenting osv. osv.

Til sidst vil jeg sige, at langt de fleste græske landskildpadder i dette område fandt jeg forskellige steder rundt om søen ved Parga.

Endnu en af de rigtig mange græske landskildpadder,  Testudo hermanni boettgeri  omkring “Pargasøen,

WETLAND OF KALODIKI

En død, stærkt beskadiget græsk landskildpadde fra en dyrket mark ved Parga.

Den smukke og naturrige sø og sump ved Parga, 

 WETLAND OF KALODIKI

Et meget trist syn: Man er godt i gang med at afvande den smukke sø og sump ved Parga. Hvis eller når den bliver omdannet til dyrkede marker, vil utroligt store natur-værdier være gået tabt!

Kan Europas natur reddes?

Kan Habitatdirektivet bruges til noget?!

Af Henrik Bringsøe udgivet i NHF i år 2001.

Scroll teksten

Jeg synes, at Jan Lehmanns udmærkede artikel fortjener et par ord med på vejen. Den indeholder flere interessante og morsomme detaljer, men medaljen har tydeligvis også en bagside, der her er dybt tragisk. Jan har oplevet på nærmeste hold, hvordan værdifulde naturområder kynisk ødelægges og omdannes til landbrugs- og turistområder. Jeg tror ikke, at der er mange ansvarlige politikere og embedsmænd i Grækenland, der bekymrer sig om den triste udvikling. Og hvis der endelig er nogen, der gør det, så udgør de sikkert et forsvindende lille mindretal, der ikke gør meget ud af at fortælle omverdenen om de naturødelæggelser, der finder sted i deres land.


På øen Zakynthos er der ikke megen natur tilbage, da stort set hele øen er omdannet til landbrug, bebyggelse og turistfaciliteter. Dog er der stadig strande, hvor havskildpadder lægger æg, og vi må krydse fingre for, at strandene også fremover vil være egnede til det formål.


På Grækenlands næststørste ø Evvia (Euboea) gik det helt galt fra 1970'erne, da øens eneste egentlige store sø, Distos, blev drænet. Hundredetusinder af latterfrøer, løvfrøer, sumpskildpadder, almindelige snoge og meget mere gik tabt, da de mistede deres levested. I dag er den over 5 kvt. km store sø og den omkringliggende natur omdannet til agerland uden nævneværdig biologisk betydning. Grækerne fortsætter tilsyneladende deres ugerninger.


På Korfu går det også i den gale retning, idet mange naturområder (med mange arter, der i Habitatdirektivet er strengt beskyttede) inddrages og ødelægges på samme måde. Vi kan læse, at området mellem Ipsos og Dasia i 1988 og 1991 var et rigt levested for græsk landskildpadde, men i dag er der stort set ingen natur tilbage dér. Når Jan beretter, at han i 1999 iagttog, at nybyggeriet fortsat var i fuld gang, bekræfter det, at naturødelæggelserne ikke blot hører fortiden til.


Kan der så gøres noget som helst ved, at grækerne virker ligeglade med ødelæggelserne af deres natur? Er det ikke lige så håbløst som at forhindre tredieverdenslande i at fælde deres regnskove? Nej, det er det ikke – eller snarere det burde ikke være så håbløst. Grækenland er medlem af EU og har derved tilsluttet sig den naturbeskyttelse, der hedder Habitatdirektivet, der tager udgangspunkt i Bernkonventionen. Her er der lister af arter, der er strengt beskyttede. Men det drejer sig ikke kun om en artsbeskyttelse i stil med Washingtonkonventionen.


En meget væsentlig del af det europæiske Habitatdirektiv er en beskyttelse af levestederne. I Habitatdirektivets artikel 12 står der bl.a., at det er forbudt at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de arter, der er omfattet af beskyttelsen (listen af arter kaldes her bilag IV litra a). Jeg vil fremhæve, at der i Habitatdirektivet står, at det er en streng beskyttelsesordning. Hvad vil det så sige? Jo, hvis vi sammenligner det med Washingtonkonventionen, så er arterne på liste I (eller bilag A af EU-forordningen) også strengt beskyttede, hvilket betyder, at man som udgangspunkt slet ikke kan få lov at udføre dem fra deres oprindelseslande. Kun i ganske få undtagelsestilfælde kan man få lov at udføre nogle få dyr, hvilket på ingen måde må skade de naturlige bestande.


Hvis vi med dette in mente går tilbage til Habitatdirektivet, så vil en streng beskyttelsesordning betyde, at samtlige levesteder (i direktivet omtalt som »yngle- eller rasteområder«) som udgangspunkt vil være totalbeskyttede.


Langt de fleste af de krybdyr- og paddearter, som Jan iagttog på sine ture, er med på Habitatdirektivets liste over strengt beskyttede arter. Det gælder således græsk landskildpadde, bredrandet landskildpadde, maurisk landskildpadde, europæisk sumpskildpadde, kaspisk flodskildpadde, uægte karette, dalmatisk kølfirben, stort smaragdfirben, taurisk engfirben, johannesøgle, scheltopusik, europæisk kamæleon, egentlig pilsnog, leopardsnog, stribesnog, løvfrø og grønbroget tudse. Jan fandt 10 af disse arter ved og i søen ved Parga, der er ved at blive ødelagt!


Man kan roligt sige, at reglerne om streng biotopbeskyttelse i Europa er milevidt fra virkeligheden, hvor myndighederne i visse EU-lande lader hånt om disse regler!


Vi må sige, at EU-landene har haft god tid til at implementere de nødvendige beskyttelsesordninger. Habitatdirektivet er nemlig fra den 21. maj 1992. Dengang blev medlemslandene givet en frist på to år til at efterkomme bestemmelserne i direktivet.


Kan vi stille noget op, når vi oplever, at reglerne bliver overtrådt på det groveste? Man kan lave en klagesag til EU-kommissionen i Bruxelles, men erfaringen viser, at det kan være en håbløs opgave, der ofte tager flere år, at kæmpe mod det omfattende bureaukrati. Sådanne opgaver kan tage lysten og pusten fra enhver græsrodsbevægelse. Selv om det kan være en tung proces, vil det nok være den rigtige måde at gøre opmærksom på de alvorlige fejl, få rettet dem rettet og dæmme op for, at de fortsætter med uformindsket kraft i fremtiden. Det vil kun være rimeligt, at de ødelagte biotoper restaureres. Derfor vil vi sandsynligvis lave en klagesag over disse naturødelæggelser til EU-kommissionen.


Jeg vil lige oplyse, at der inden for EU er udpeget »særlige bevaringsområder« under Habitatdirektivet. Det er områder, som medlemsstaterne finder særligt værdifulde, og hvor der forekommer de truede dyre- og plantearter og biotoptyper. Blot er sagen den, at mange udpegede områder i forvejen er beskyttede som f.eks. EF-fuglebeskyttelsesområder, så for disse områder sker der i praksis ingen ændring i deres status! Jeg formoder, at Grækenland har udpeget en række bevaringsområder. Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at levesteder med forekomster af bilag IV-arter uden for disse bevaringsområder også skal beskyttes strengt. Jeg er ikke i tvivl om, at vådområdet ved Parga (som jeg selv har besøgt i 1980'erne) burde være udpeget som bevaringsområde, men vi har ikke set noget til, hvilke områder der er udpeget i Grækenland.


Danmarks repræsentant, når det gælder Habitatdirektivet, er Skov- og Naturstyrelsen. Det er i hvert fald dem, der tager sig af danske naturområder og arter i relation til Habitatdirektivet. Vi har derfor forelagt dette materiale til styrelsen, så de kan kommentere det og evt. behandle det, som de måtte finde passende. Hvis vi ser bort fra de overordnede principper omkring naturbevarelse, så ville det være interessant at vide, hvordan vi inden for <I>hele<I> EU kan sikre, at der gøres en seriøs og målrettet indsats for at overholde reglerne. Dvs. at alle naturområder, hvor beskyttede arter (på bilag IV litra a) yngler eller lever, skal beskyttes 100%. Kan styrelsen oplyse, hvad EU og de enkelte medlemsstater gør for, at reglerne bliver overholdt? Hvis myndighederne slækker på indsatsen, vil der være stor risiko for, at folk, der er involveret i naturbevarelse, og andre naturinteresserede mister respekten for Habitatdirektivet.

Når vi modtager et svar fra Skov- og Naturstyrelsen, vil det blive offentliggjort her i NHF.           Forsættes her

Copyright © 2007-2024 | landskildpadde.dk

 All rights reserved