Overvejelser
Man skal, efter min mening, ikke lægge sine skildpadder i dvale, før man har nogle års erfaring med hold af disse små »bulldozere«. For det første skal dyrene være i en rigtigt god foderstand med meget afvekslende foder gennem hele sommeren. Jeg vejer og måler alle skildpadderne en gang om måneden hele året for at kontrollere, om dyrene har tabt sig, og samtidigt får de et »sundhedscheck«, idet de under en dvaleperiode kan tabe sig ca. 10% i vægt. Dette vægttab skyldes, at skildpadden tærer på væske- og fedtreserverne. Det er en dårlig idé at give skildpadderne en vitaminindsprøjtning, lige inden de skal i dvale, fordi de ikke kan nå at optage det i kroppen, og desuden bør en vitamin-/kalkindsprøjtning kun gives, hvis skildpadden er rigtigt dårlig, ergo en nødløsning.
Når man taler med forskellige skildpaddeholdere, er der delte meninger, om skildpadder skal i dvale eller ej. Nogle påstår, at opdræt er umuligt, andre at det ikke er noget problem osv. osv. Jeg har fået opdræt både de år, hvor skildpadderne har været i dvale, og når de har været aktive hele året. Så jeg ved ikke, hvad der er bedst, men »et stearinlys holder jo noget længere, hvis det bliver pustet ud en gang imellem«.
For en del år siden lagde jeg mine skildpadder i dvale om vinteren uden de store vanskeligheder. De problemer, jeg havde en gang imellem, var, at hunnerne lige efter, at de var kommet op af dvalen, begyndte at lægge æg, ofte efter 4-5 dage. Æggene var tit tykskallede, og overfladen var meget nopret og uensartet; de lignede nærmest et månelandskab. Jeg prøvede selvfølgelig at udruge disse æg, fordi hunskildpadder kan have sædgemme helt op til et år. Men der kom dog ikke noget ud af disse æg, for år tilbage, men jeg har oplevet de sidste par år, at de æg som bliver lagt lige efter dvale perioden, sagtens kunne klækkes.
En enkelt gang havde jeg dog et problem. Jeg skulle passe en Græsk landskildpadde Testudo hermanni, en han, for et familiemedlem. Pågældende fortalte, at skildpadden havde været i dvale én vinter. Jeg modtog skildpadden sidst i oktober, og efter kun to uger »puttede« jeg skildpadden i dvale uden at checke helbredstilstanden. Efter 3 måneder kom skildpadden op af dvalen og var helt lam i bagbenene. Det skyldtes ubetænksomhed fra min side, da skildpadden var i dårlig foderstand. Hele den efterfølgende sommer blev skildpadden håndfodret hver dag, og nogle måneder senere var skildpadden i fin form, og lammelsen i bagbenene forsvandt fuldstændigt i sensommeren.